27.09 Christian den 1.s

DANTE I NORDJYLLAND

Forening for Italien-interesserede danteinordjylland@gmail.com

Christian den 1.s rejse til Italien

Ved: Lektor, cand.mag. Gert Schwaner

 

 

Tid: Torsdag den 27.09.2018 kl 19.30

Sted: Nørresundby Gymnasium. Studievej 14, 9400 Nørresundby

 

Medlemmer: gratis adgang.

Ikke-medlemmer: kr 50-

 

Arrangementet afholdes lige efter generalforsamlingen. Tilmelding gælder begge arrangementer.

 

 

Den 9. januar 1474 drog Christian med et stort følge til Rom. Han indgik en aftale med pave Sixtus IV, der gav ham tilladelse til at besætte de højeste kirkeembeder i Danmark og Sverige, samt åbne et universitet i København. Dette blev indviet i 1479.

 

Under rejsen kom Christian også til at fungere som mægler i en strid mellem Karl den Dristige, som havde angrebet kurærke-bispedømmet i Køln, og den tyske kejser.

Mit indtryk

Christian den første - kongen af Kalmar Unionen - manglede penge. En stor del af han besiddelser var pantsat til glubske ågerkarle. Selv ikke en kone med økonomisk sans - som forresten var fulgt med i købet og tronen - kunne hjælpe ham ud af kniben.

Og så havde han forresten også lovet at drage på korstog, selvom der var alt for langt, og pengekisten var tom. Der var kun en ting at gøre, nemlig finde allierede som vill beskytte ham, før ågerkarle og pengegriske fætre satte ham helt fra bestillingen.

 

Altså drog Christian i stedet med stort følge ud på en syv måneders lang rejse, hvor mange fyrster og især den tysk-romerske kejser Frederik den 3 skulle besøges, æres, hyldes, fedtes for - eller have en hånd med i lokale konflikter.

 

Og til sidst kom han nu som ekstra meget ydmyg til selveste paven - idet de lokale magtfulde gejstlige selvfølgelig blev respekteret, så de aldrig følte deres position truet.

 

Efter de 7 måneder kom han så endelig hjem igen med et par bandbuller mod de glubske ågerkarle med besked om, at deres renter og gebyrer var alt for høje. Samt retten til selv at udnævne biskopper - og så en licens til at starte et universitet.

 

Og i Italien efterlod han sit kontrafej, som var blevet malet ind på flere freskoer blandt andet i Bergamo.

 

Det var noget af en historie om omstillingsparathed og vendekåberi, som Gert Schwaner gav os så veloplagt og med så mange vitser, skrøner og gestikulationer, at vi helt glemte at holde en pause, som alligevel kun vil have været til at glas vand, nu da forsyningen af den traditionelle pause-Dante-rødvin desværre var udeblevet denne gang.

 

Og undervejs fik vi mange aha-oplevelser, som kunne skrives tilbage til Christian den første og hans rejse. F.eks. hvor manifestet "ewich tosammende ungedeelt " om Slesvig-Holsten stammer fra, og hvorfor dronning Margrethe også er "hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg". Og hvorfor Kong Hans - ham der forstyrrer Christian-Frederik rækken - nogle år senere fik så meget bøvl med ditmarskerne og deres mudder.

 

Og vi fik en fornemmelse af, hvordan et lille kongerige langt mod nord i slutningen af 1400-tallet - med ryttere og ordonanser- kunne have postforbindelser ned til verdensmagtens centrum i Rom.

 

En rigtig god aften for alle 26 fremmødte.

Til sidst et billede, som kun de fremmødte kan nikke genkendende til.

 

/jee