-24.11 Bologna

DANTE I NORDJYLLAND

Forening for Italien-interesserede danteinordjylland@gmail.com

Bologna - en ukendt storby.

Ved Lasse Rose

 

Tid: Torsdag den 24.11.2016 kl 19.30

Sted: FOF, Foredragssalen, Kjellerupsgade 16, 9000 Aalborg

Medlemmer gratis adgang - ikke medlemmer kr 50

Bologna er en mellemstor by i Norditalien. Byen rummer Europas første universitet fra 1119, hvilket har givet byen en status af at være en uddannelsesby for italienske og udenlandske studerende.

 

Det er en by der er præget meget af ungdom, også af den ikke så formuende type. Det giver et utal af prisoverkommelige caféer og restauranter.

Bologna bliver også kaldt ”Italiens køkken”, idet den er hovedby i en meget frodig region, som har givet råvarer til en internationalt kendt gastronomi. Byen har til gengæld ikke forholdsvis det antal turister, som man ser i andre italiensk byer, og det gør at den virker mere autentisk end f.eks. Firenze og Venedig.

 

Vi skal i dette korte foredrag bl.a. se billeder fra byen med de mange porte, høre om Bolognas historie i store træk. Endeligt bliver der en kort præsentation af byens kendte forfattere – samt små musikalske indslag. Måske med mere…..

 

 

Mine indtryk

 

Lasse lagde ud med at citere Thomas Harder om de altid så velklædte og stilfulde italienere. Derefter panorerede han over på billeder af sine venner i Bologna i slidte jeans, posede sweatre og udjokkede sko. Så var vi der. Det var ikke turistbrochurernes beskrivelse af Bologna med arkitektur og kulturelle perler, men Bologna i øjenhøjde, som vi fik præsenteret.

 

Lasse er hvert år på studieophold i Bologna og bor hos den samme familie, som i sig selv repræsenterer paradokserne i denne brogede studenterby. Konen er kommunist og manden noget helt andet, men det sætter sådan set bare mere gang i livet.

 

Lasse tog os medid ud i køkkenet, på restaurant, på teaterskole, rundt i gaderne og rundt i den særlige bologna-dialekt, der har mange ligheder med fransk. Undervejs kom vi forbi de to tårne Torre Garisenda og Torre degli Asinelli, de arkadeprydede gader, vægmalerierne allevegne, Bologna som et italiensk madmekka og Guccinis sang: Bologna è una vecchia signora dai fianchi un po' molli.

 

Vi var 25, der var mødt op til dette kaleidoskop om Bologna, som bestemt giver lyst til at se nærmere på byen. Desværre var teknikken ved at glippe - FOF er ikke helt på omgangshøjde med Lasses pc fra Studenterkursus ! - men det lykkedes alligevel, og det var sådan set kun et indslag med Torellis musik, der lød som noget fra en dåse.

 

/jee