-08.02 En byzantinsk kirke

DANTE I NORDJYLLAND

Forening for Italien-interesserede danteinordjylland@gmail.com

Henning Galmar: En byzantinsk kirke midt i Rom.

 

Tid: Onsdag 8.02.2017 kl 19.30

Sted: FOF, Foredragssalen, Kjellerupsgade 16, 9000 Aalborg

Medlemmer gratis adgang - ikke medlemmer kr 50

 

 

For ganske nylig åbnede man endnu en turistattraktion i Rom.

Efter mange års istandsættelse er kirken S. Maria Antiqua på Forum nu tilgængelig for alle.

 

Det var en sensation, da man gravede den ud omkring 1900, i følge nogle at sammenligne med udgravningen af Pompeji. Enkelte kunsthistorikere talte henført om et middelalderens sixtinsk kapel.

Hvorom alting er, er der en spændende historie at fortælle om, hvorfor kirken havde været begravet i 1000 år, hvorfor der overhovedet var blevet indrettet en kirke netop der i en ældgammel hedensk kontekst, og hvorfor dens smukke og særprægede byzantinske udsmykning lige siden opdagelsen har fascineret fagfolk.

 

.

Mine indtryk

 

Det var en veloplagt Henning Galmar med mange billeder og mange fodnoter,som startede med at vise os en brakmark med får og ruinsalat og derefter fjernede 10-12 meter jord, brokker og aflejringer med sine ord, og tog os med ned til resterne af Forum Romanum på Cæsars tid.

 

Da troen på de gamle guder og deres mange templer på pladsen måtte vige for kristendommen, paver og kejsere med en helt anden magtbase end pax romana, lå Forum Romanum tilbage som en hedensk mark for troldtøj og uhyrer, som man gik langt udenom.

Den nye religions kirker blev bygget i periferien, ikke inde på pladsen. Dog med een undtagelse.

I et byzantinsk interregnum i 500 tallet blev vagtstuerne til Domitians palads for foden af Palatinerhøjen indrettet til en kirke viet til Santa Maria.

 

Byzantinske kunstnere kom til og dekorerede væggene i deres stil, indtil et jordskælv i 847 begravede hele herligheden. En ny kirke Santa Maria Nova (nu Santa Maria Francesca) blev bygget til afløsning, mens den gamle kirke blev til Antiqua, og sidenhen blev så kirken Santa Maria Liberatrice bygget oven på den gamle og nu glemte kirkes plads.

 

I starten af 1900 tallet blev man klar over, at der vist var noget nedenunder og fik efterhånden åbnet denne tidskapsel, hvor frescomalerier efter 1000 år kaster nye farvestrålende og lidt forstyrrende aspekter direkte ind i vores kunsthistorie, bagom senmiddelalder og renæssance og mange overleverede forestillinger.

 

Og minsandten ikke om man under det ene lag frescobilleder finder et ældre lag frescobilleder og endnu et lag derunder igen, og måske også en tendens til genbrug, så kejserinde Theodora med datidens photoshop blev til et billede af den hellige Madonna.

 

Kirken har i mange år været reserveret for forskere og deres studier, men nu er der åbnet for offentlig adgang.

 

Vi var 22 fremmødte til dette foredrag, som gav inspiration til et nyt sted at besøge, næste gang jeg er i det nabolag, og hvor også Bob Dylans romerske vision faldt mig ind flere gange i løbet af aftenen

 

Oh, the streets of Rome are filled with rubble,

ancient footprints are everywhere.

You could almost think that you're seeing double,

 

....og så fortsætter nobelpristageren ellers med en lang kold nat på Den Spanske Trappe, som ikke har noget at gøre med denne her historie.

Og dog, ruin på ruin - billede på billede - lag på lag. Bag det ene navn og den ene historie gemmer der sig tit et andet navn og en anden historie.

Og nu har vi også fået noget, der hedder alternative fakta, og som måske en dag er dem, der kommer til at stå i historiebøgerne.

 

/jee

Link:

http://archeoroma.beniculturali.it/santa-maria-antiqua/