-30.09 Milano + Bogauktion

DANTE I NORDJYLLAND

Forening for Italien-interesserede danteinordjylland@gmail.com

Milano og Bogauktion.

 

Tid: Onsdag den 30.9.2015 kl 19.30

Sted: FOF, Kjellerupsgade 16, 9000 Aalborg

Medlemmer gratis adgang - ikke medlemmer kr 50

 

Efter generalforsamlingen kl. 19.00:

 

Federica Monti fortæller om sin by Milano. Federica har læst på AAU, er nu færdiguddannet og ellers på jagt efter et job.

 

Foredraget er på dansk, men spørgsmål må gerne stilles på italiensk..

 

Derefter holder Lasse auktion over en stabel italienske bøger.

Mine indtryk

Federica Monti har læst en kandidat på AAU, som hedder Udvikling og internationale forhold - og er samtidig fast sproglig sparrings-partner med Kirsten Ahle.

 

Federica fortalte på et meget flot dansk (tillært i løbet af 2 år !) om sin opvækst i et katolsk miljø i den lille by Lazzate (lazzate-patate)

nordvest for Milano og om sit forhold til den store by i nærheden.

 

Der var forskellige grunde til at komme ind til Milano. Fra faderen var der interessen for fodbold og AC-Milan. Der var kirkelige anliggender og ellers skoleudflugter med besøg på kendte steder, som f.eks. det store tekniske og naturvidenskabelig museum. Og så var der også interessen for at følge "moda" i Milanos mange udstillingsvinduer.

 

Federica dvælede lidt ved stadion, Scala-scenen og domkirken, som det tog uendelig lang tid at opføre. "Lungo como la fabbrica del duomo", er en fast vending i byen. Og ellers beskrev hun milaneserne som meget travle, i gang med mange ting samtidig og

meget stolte af sig selv. Hun nævnte også, hvordan byen er ved at blive omstillet fra et industri-centrum til et uddannelses-, handels- og designcentrum.

 

Efter skolegangen havde hun læst på et af de mange universiteter i byen. Det gav anledning til mange spørgsmål om et traditionelt

katolsk universitet sammenlignet med AAU. I Italien var vægten på forelæsninger, viden og eksaminer - og ingen gruppearbejde. På

AAU var vægten mere at kunne tænke selv og danne sin egen mening gennem gruppearbejde og en mere personlig undervisning, hvor det blev fremhævet, at der er flere måder at se en ting på.

 

På spørgsmål om Lega-Nord, Berlusconi og milanesisk svarede hun, at Lega-Nord stadig har tilhængere i de små samfund men ikke nogen plan for hele landet, og at Berlusconi jo var en gammel mand, som hun ikke håbede kom tilbage i politik. Og den lombardiske dialekt - milanesisk eller meneghino - kan kun forstås og tales af ældre mennesker.

 

Federica har afsluttet sin kandidat og vil gerne blive i Danmark, hvis det lykkes at finde et job.

Efter en kort pause var der auktion over en stabel bøger, som en kursist havde overladt Lasse. Det blev en underholdende halv time, hvor der ikke var nogen ende på Lasses anprisninger og annotationer, og hvor buddene fløj vittigt og hurtigt gennem luften. Og hvor mange gjorde en god handel, specielt af ordbøger.

Og så gav det over 700 kr til foreningen - nok til at dække vores underskud fra sidste år.

/JEE